23.01.2017

Hos Ålsrode er alle en del af teamet

Han var især positiv overrasket over det gode sammenhold og han oplever, at der en god forståelse for den enkelte medarbejder

Mathias Christensen på 22 år har været i lære som klejnsmed i halvandet år. Efter hans tid  på Teknisk Skole kunne han ikke finde en læreplads, så han endte i skolepraktik. Pludselig en dag kom chefen og spurgte om han ville i praktik ved Ålsrode i to uger og Mathias slog til. Efter endt praktik stod han med en kontrakt og nu er det blevet til halvandet år. Han ser frem til sommer, hvor han er udlært smed.

 

I starten var det underligt med så mange mennesker på arbejdspladsen, der arbejdede i højt gear og alle de nye kutymer som han skulle vende sig til. Han er meget glad for sin læreplads, sine kollegaer og at arbejde for en virksomhed, hvor der er styr på tingene. Han var især positiv overrasket over det gode sammenhold og han oplever, at der en god forståelse for den enkelte medarbejder. Som lærling har han hørt skrækhistorier fra lærlinge, der ikke bliver behandlet særlig pænt af svendende, men den oplevelse har han aldrig haft. Hos Ålsrode er alle en del af teamet.

 

Han synes, det er spændende at arbejde på forskellige projekter, hvor der er et håndgribeligt resultat af det arbejde de udfører. De sidste tre uger har han arbejdet med robotsvejsning som han synes er vildt spændende. Tiden går hurtigt, der er hele tiden noget at lave, og det er interessant at se, hvor komplekse svejserobotternes programmer er. Det er dem, der gør robotterne meget præcise. Det kræver også detaljeorienterede medarbejdere, der får noteret emnernes numre korrekt, og det går Mathias meget op i. Alle emnerne har nemlig sit eget log nummer og chr. nummer, der gør at man kan spore fejl. Hver svejsetråd har også sit eget nummer, så man kan lave meget præcis fejlfinding.

 

Mathias fortæller, at han er stolt over at arbejde ved et firma, der også af omverdenen bliver opfattet som meget professionelle. Han er flere gange blevet mødt med den beundrende bemærkning “Nåh, du arbejder for Brian Basse”, der er et kendt navn i branchen.

 

Søndag aften skal han starte på natholdet for første gang, og det ser han frem til. Udover de ekstra mønter i lommen, er han spændt på, om han kan sove om dagen. Han er generelt glad for at prøve nye ting, hvilket gør at han efterhånden har prøvet lidt af hvert, så han er slet ikke i tvivl om, at han har fået det maksimale ud af sin læretid.

 

Engang i fremtiden har han en drøm om, at komme ud i verden og arbejde med vindmøller. Han vil nemlig gerne ud og se verden og få en masse oplevelser. Han regner dog ikke med at det skal være for altid og vil uden tvivl vende tilbage til Ålsrode, hvis chancen byder sig.   

Seneste nyheder

23.08.2023

Smeden producerer sit eget nitrogen

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik laver ikke kun smedearbejde. Virksomheden producerer nu også Nitrogen til driften af fiberskæreren ude i produktionen. Gasproduktionen er både godt for miljøet og en god forretning.

Læs nyheden
23.08.2023

Lang kamp at få ansatte til at tænke miljø

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik har nu været miljøcertificeret efter ISO 14001 i et år. Det er et langt og sejt træk at få alle medarbejdere med. Men ledelsen holder fast – og er tålmodige. Der er både økonomi og konkurrencefordele i certificeringen.

Læs nyheden